DEBATINDLÆG

Sæsonen er slut – og turisterne er stort set rejst hjem. Nu er her stille, og vi har igen vores område for os selv. Dejligt tænker nogen – drønærgerligt og kritisk tænker vi.

Møns Klint

For vi vil gerne have flere turister året rundt, der bliver her i længere tid. Det vil skabe mange arbejdspladser og vende befolkningstilbagegang og negativ økonomiske udvikling.

Vi siger ja til udvikling og vi siger ja tak til flere turister. Vi siger nej til afvikling – vi siger nej til færre arbejdspladser.

Det vil sikre kommunens fremtid, hvis vi arbejder sammen om at udvikle og skabe forandring i turisterhvervet. Vi skal ændre turisterhvervet fra at være et klassisk sommererhverv med mange endags-turister til et helårs erhverv med fokus på overnatning, oplevelser og øget omsætning pr. gæst.

En af de største ressourcer i Vordingborg kommune og især på Møn er turisterne. I fremtiden endda i øget omfang, når den faste forbindelse til Tyskland står færdig. Det kræver flere overnatningsmuligheder.

Derfor går vi ind for feriecentre, der er tilpasset omgivelserne med respekt for naturen og infrastrukturen i kommunen.

Feriecentre er en overnatningsform, vi mangler i kommunen. Med respekt for den politiske proces og den igangværende valgkamp, vil vi ikke her blande os i placering af og detailkrav til evt. kommende feriecentre; men blot konstatere, at et ordentligt beslutningsgrundlag kræver analyser, der belyser konsekvenser for natur, miljø og lokalsamfund, samt hvad centrene vil koste kommunen og hvor mange jobs og skatteindtægter, de kan generere.

Tilpassede kvalitetsferiecentre vil kunne afhjælpe kapacitetsproblemerne i højsæsonen, hvor mange turister forgæves søger efter overnatning på Møn. Derudover er vi ikke i tvivl om, at professionelt drevne feriecentre kan være en motor, der kan give os en længere sæson og mange flere arbejdspladser.

Det er der brug for, hvis Vordingborg Kommune og et område som Møn skal bestå som et bæredygtigt lokalsamfund. Det er også den rigtige vej fremad, hvis vi skal sikre, at flere butikker, restauranter, hoteller og attraktioner kan holde åbent året rundt.

Idag er vi udfordret med faldende befolkningstal, stadigt flere ældre og et turisterhverv, der mere eller mindre lukker ned om vinteren med arbejdsløshed til følge for alle dem, der normalt arbejder i turistindustrien.
Beregninger i det nyligt offentliggjorte ideoplæg til Erhvervsmasterplan for Vordingborg Kommune viser, at to gennemtænkte og tilpassede feriecentre kan skabe op imod 500 lokale arbejdspladser – året rundt.

Det har vi ikke råd til at sige nej til, når alternativet er faldende befolkningstal, mulige skolelukninger, ringere offentlig service og stadigt flere på offentlig overførselsindkomst.

Vi siger ja tak til flere arbejdspladser og udvikling af et erhverv, der kan skabe hundredvis af arbejdspladser og give os noget at leve af i fremtiden.

Formand Willi Becke
Vordingborg Erhvervsforening

Formand Christian Petersen
Baltic Sea Suppliers

Formand Elly Nielsen
House of Møn

Formand Charlotte Stage
Bycentrum Vordingborg

Formand Rasmus Evind
Præstø Handels- og Erhvervsforening

Formand Nils Natorp
Møn Sydsjælland Turistforening

Læs debat indlægget i Sjællandske samt denne artikel med interview med Willi Becke og Nils Natorp