Nytårskur hyldede et fremragende erhvervsår

Langt om længe kunne Vordingborg Erhvervsforening igen holde den årlige nytårskur. I 2021 blev kuren aflyst på grund af coronanedlukning, og i år så Erhvervsforeningen sig nødsaget til at udskyde arrangementet en måned.

Men onsdag aften dannede Vordingborg Uddannelsescenter rammen for et tilbageblik og en fejring af det forgangne år.

Nytårskur i Vordingborg Erhvervsforening
For selvom 2021 har været præget af pandemi og nedlukning, så har det været forrygende for erhvervslivet i Vordingborg Kommune.

Det kunne formanden for Vordingborg Erhvervsforening Willi Becke berette i sin velkomsttale foran det røde, draperede scenetæppe i gymnasiets stejle teatersal, hvor han desuden fremhævede erhvervsmasterplanen som et af årets højdepunkter.

Nytårskur i Vordingborg Erhvervsforening

”Der er efter min mening mange gode pejlemærker i planen, som jeg gerne vil stå i spidsen for, at vi som forening og forhåbentlig alle jer medlemmer, vil være med til at løbe efter,” sagde Willi Becke til de fremmødte gæster onsdag aften.

Flot fremmøde

Til aftenens nytårskur havde 100 gæster tilmeldt sig og heriblandt var både den nye direktør i Møns Bank Per Sjørup Christiansen, formanden for det nye erhvervsudvalg Jesper Adler og Vordingborg Kommunes borgmester i topform, der netop var hjemvendt fra skiferie.

Nytårskur i Vordingborg Erhvervsforening

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen var også at finde blandt de fremmødte, da hun senere skulle holde foredrag.

Nytårskur i Vordingborg Erhvervsforening

Inden Willi Becke ledte kurgæsterne ind i teatersalen, blev der serveret champagne i gymnasiets store, åbne kantine. Her udnyttede erhvervsforeningens gæster muligheden til at småsnakke. Stemningen var let, og det var tydeligt, at arrangementet nød godt af Corona restriktionernes fordufte dagen forinden.

Nytårskur i Vordingborg Erhvervsforening

I sin velkomsttale til de fremmødte fra erhvervslivet kastede Willi Becke et blik tilbage på året 2021 i Vordingborg Erhvervsforening.

Her kunne formanden fortælle om en tur til Klintholm Havn i juni måned, hvor foreningen blev klogere på opbygningen af den nye servicehavn til vindmølleindustrien.

”Der er allerede en række leverandører der har glæde af dette nye forretningsområde, og der kommer helt sikkert en lang række opgaver fremover,” lød det fra Willi Becke.

Fremtidsforsker: Det bliver bedre i fremtiden

Nytårskurens hovedattraktion var fremtidsforsker Anne Skare Nielsen. Efter en præsentation fra erhvervsforeningens formanden tronede hun veloplagt frem på teatergulvets sorte planker.

Hun ville gennem sit foredrag forberede erhvervsforeningens gæster på fremtiden. Og der havde hun godt nyt med til Vordingborg, for tendensen er ifølge forskeren klar: i fremtiden bliver alting bedre.
Hvor industrisamfundets hovedfokus har været at lave mere, så tager samfundet nu en drejning. Det skal være bedre.

Nytårskur i Vordingborg Erhvervsforening

Fremtidsforskeren illustrerede pointen således:

”Vil I have flere kanaler i fjernsynet, eller vil I have bedre,” lød det retoriske spørgsmål fra Anne Skare Nielsen.

I den forbindelse havde fremtidsforskeren en opfordring til arbejdsgiverne. De bliver nødt til at tilbyde bedre vilkår til deres medarbejdere. For det er nemlig også en klar tendens ude i verden, arbejdere kræver et bedre liv. Derfor er en del af løsningen på medarbejdermangel, at virksomhederne simpelthen tilbyder en bedre arbejdsplads og et bæredygtigt arbejdsliv.

Derudover havde Anne Skare Nielsen et andet perspektiv på medarbejdermangel.

Måske skal vi alligevel ikke frygte en kommende ældrebyrde, for ifølge fremtidsforskeren, kommer mange til at arbejde indtil den dag de dør. Pensionen bliver udskiftet med pauser indlagt i arbejdslivet og på den måde kan man arbejde i mange flere år.

Nytårskur i Vordingborg Erhvervsforening

Det blev taget godt imod hos Willi Becke, der ser frem til at beholde sine malersvende i længere tid, end hvad han havde forventet.

Flere medlemmer

Selvom Willi Becke bøvlede lidt med brillerne under sin velkomst, havde han helt styr på højdepunkterne fra 2021. Formanden satte blandt andet pris på, at på trods af Corona, så var det alligevel lykkedes at gennemføre uddelingen af erhvervsprisen med fysisk fremmøde.

Kommunens nye erhvervsudvalg, der skal ledes af konservatives Jesper Adler, fik også en hilsen med fra formandens side.

”Det forventes, at det er erhvervsprofiler der kommer i udvalget. De eksterne medlemmer kan blive løbende udskiftet, så de matcher de konkrete opgaver udvalget har, og vi ser frem til, at få erhvervsstemmer med i ”maskinrummet” for kommunens erhvervspolitik,” sagde Willi Becke.

Erhvervsforeningens formand sluttede sin tale med et ønske og et mål. Han vil gerne have flere medlemmer i foreningen, og målet er 125 nye medlemmer inden nytårskuren 2023. Derfor opfordres alle medlemmer af erhvervsforeningen at forhøre sig hos nabovirksomheden og andre i netværket, om de vil være med.

På den måde kan Vordingborg Erhvervsforening blive både stærkere og bedre, lød nytårssalutten fra erhvervsforeningens formand.

 

 

Events




Ingen at vise