PRESSEMEDDELELSE

  1. september 2018

Optimisme trods tilbagegang i DI’s erhvervsklimaundersøgelse

Med en placering som nummer 86 rykker Vordingborg Kommune i år 20 pladser tilbage i Dansk Industris årlige undersøgelse af erhvervsklimaet i landets kommuner. Der er dog stadig grund til optimisme, fastslår borgmester Mikael Smed.

Vordingborg Kommune placeres som nummer 86 i Dansk Industris årlige undersøgelse af de danske kommuners erhvervsklima. Det er en tilbagegang på 20 pladser i forhold til sidste års undersøgelse. Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 64 lokale virksomheder, indenfor de brancher som DI repræsenterer, samt en række statistiske indikatorer. Ifølge DI er der i år foretaget en række justeringer i undersøgelsen, som betyder, at man ikke direkte kan sammenligne med tidligere års placeringer.

I undersøgelsen ser DI blandt andet på virksomhedernes tilfredshed med erhvervsvenligheden i kommunen, kommunens infrastruktur og transport, virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft, den kommunale sagsbehandling og niveauet for skatter, afgifter og gebyrer mm.

”Jeg er selvfølgelig langt fra tilfreds med, at vi er rykket nedad på listen,” siger borgmester Mikael Smed. ”Jeg kan dog se, at DI i år har indarbejdet en række nye spørgsmål og statistiske indikatorer, så det er ikke muligt at sammenligne direkte med tidligere års placeringer, hvilket DI også selv gør opmærksom på. Men når det så er sagt, så tager vi undersøgelsen til os og må konstatere, at der er gode muligheder for forbedring i forhold til at skabe endnu bedre rammer for vores virksomheder. Det skal vi have fokus på i tæt samarbejde med vores lokale erhvervsliv” fastslår Mikael Smed.

Mens borgmesteren ikke er tilfreds med placeringen i Dansk Industris undersøgelse, så glæder han sig til gengæld over, at Vordingborg Kommune på mange måder ellers oplever en positiv udvikling på erhvervsfronten. ”Vi kan glæde os over, at vi lige nu oplever rigtig stor interesse for vores erhvervsgrunde på Afkørsel 41. Det samme gælder for de nye erhvervsarealer på Vordingborg Havn. Derudover vil de kommende store anlægsprojekter på den nye Storstrømsbro og udvidelsen af Ringsted-Fehmern banen også medføre nye muligheder for de lokale virksomheder. Jeg kan også se at langt de fleste af de virksomheder, som har besvaret undersøgelsen, siger at de vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i Vordingborg Kommune. Det tillader jeg mig at tage som et positivt tegn. Så der er stadig mange gode grunde til at bevare optimismen” siger Mikael Smed.

Formand for Vordingborg Erhvervsforening Christian Brix-Hansen har følgende umiddelbare kommentarer til undersøgelsen: ”Efter 3 år med uafbrudt fremgang i denne rangliste over kommunernes lokale erhvervsklima, så er det naturligvis klart utilfredsstillende, at Vordingborg Kommune i år er gået 20 pladser baglæns på ranglisten. Fra Erhvervsforeningens side ser vi derfor frem til at nærstudere analysen, og forhåbentlig blive lidt klogere på, hvad resultatet kan skyldes. Umiddelbart mener vi ikke, at der er sket den helt store forandring af vores erhvervsklima det seneste års tid. Der er fortsat en positiv erhvervsudvikling i vores område, og på flere områder samarbejder vi fortsat godt med kommunen omkring den lokale udvikling. Men der er dog fra politikernes side blevet sendt nogle uheldige signaler til erhvervslivet siden kommunalvalget i november. Bl.a. ændrede man navnet på Erhvervsudvalget, så det kom til at hedde Udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv. Vi kan jo ikke udelukke, at erhvervslivet har opfattet dette som en nedprioritering af erhvervsområdet, og måske har den slags signaler spillet ind på analyseresultatet”. 

Det er niende gang DI offentliggør deres undersøgelse af erhvervsforholdene i de danske kommuner. Vordingborg Kommune er samlet set rykket 10 pladser frem på listen siden 2014.

 

Allerede mandag den 6. september offentliggjorde kommunen en video med borgmesteren, hvor han sætter fokus på ambitionen om at at blive blandt den bedste tredjedel i DIs Erhvervsklimaundersøgelse. I den forbindelse ønsker han at modtage input fra virksomhederne til, hvilke udfordringer de oplever. Borgmesteren vil derudover – sammen med direktøren for foreningens nære samarbejdspartner, Susanne Kruse Sørensen, Vordingborg Erhverv A/S – ligeledes tage på besøg hos de lokale virksomheder for at fremme dialogen med disse.

 

Events




Ingen at vise