På det yderste af Jungshoved ligger et helt særligt sted, hvor kendskabet til natur og fødevarer smelter sammen med store gastronomiske oplevelser. Her er hastigheden helt i bund og nærvær, kvalitet og bæredygtighed i top.
Stedet hedder Muldiverset og ejes, drives og udvikles af Birgitte og Kim Escherich. De har siden 2005 boet i Stavreby, hvor restauranten og forretningen Muldiverset ligger på hjemmeadressen.
Tirsdag havde parret besøg af 28 medlemmer af Vordingborg Erhvervsforening til årets sidste 16-19 møde, og det var ifølge Birgitte Escherich en meget positiv oplevelse.
”Der var sådan en dyb forståelse for, hvad vi laver. Og en respekt som, jeg synes, var virkelig rar at opleve,” siger medindehaveren af Muldiverset.
Under tirsdagens 16-19 møde hos Muldiverset fik de fremmødte medlemmer fra erhvervsforeningen en indflyvning til virksomhedens univers. Kim og Birgitte Escherichs mission med Muldiverset er, at koble deres kunder tættere til naturen og gøre dem bevidste om sammenhængen mellem det de spiser og deres sundhed og velvære. Derfor er maden, der serveres i restauranten 100 procent økologisk, og de foretrækker at bruge biodynamiske og lokale råvarer som er i sæson. Derudover sælger de bæredygtige plejeprodukter og genbrugstøj i en butik i forlængelse af restauranten.
Efter besøget håber Birgitte Escherich at medlemmerne fra Vordingborg Erhvervsforening forholder sig til, hvordan de selv kan gøre deres virksomhed eller egen husholdning mere bæredygtig.
”Så de kan inspirere deres ansatte, unge mennesker, eller børn, og bidrage til den omkalfatring, som vi jo står overfor, hvis kloden skal overleve. Det brænder virkelig på det her. Og det sted, hvor man virkelig kan rykke noget, er i indkøbskurven, og det man putter i den,” siger Birgitte Escherich.
Ifølge formand for Vordingborg Erhvervsforening, Jacob Møller, var det et spændende besøg.
”Det er dejligt, at der er så engagerede mennesker, som etablerer sig i Stavreby og får sådan en forretning op at stå, som er rigtig spændende og inspirerende og alternativ på den gode måde. Det er fantastisk at opleve, at man kan drive en virksomhed på den måde, hvor det simpelthen er deres passion for god og sund mad, som er den drivende kraft,” siger Jacob Møller.
Nyt vækst-begreb
Muldiverset er en lille virksomhed, som beskæftiger tre ansatte udover Birgitte og Kim Escheric. Og sådan vil det fortsat være i kommende år. Virksomheden skal ifølge Birgitte Escheric kun vokse, hvis det er de helt rigtige mennesker og på den rigtige måde. Generelt mener Birgitte Escheric, at virksomhederne i højere grad skal reflektere over vækstbegrebet.
”Hvad koster det at vækste? Både for samfundet, hvis vi møg-sviner miljøet. Det kan godt være, at vi kommer til at tjene flere penge, men kan vi så holde os selv ud? Hvad er det, vi kaster tilbage til os selv eller til vores virksomhed, hvis vi gør sådan,” siger Birgitte Escherich.
Ifølge Muldivers-indehaveren, vil der være et højt forbrug de næste mange år, og derfor findes et stort potentiale og forretningsmuligheder i omstillingen af samfundet.
”Det skal bare være en ny form for vækst. Vi skal ændre vores syn på, hvor meget vi skal have. Hvor meget vi skal købe ind hele tiden, og smide ud. Og hvor mange biler skal vi have, og hvor mange Thailands-ture skal vi have, og hvor mange nye sofaer skal vi have,” siger Birgitte Escherich.
Sunde medarbejdere
Kim og Birgitte Escherich kunne under erhvervsforeningsarrangementet fortælle at flere virksomheder prioriterer deres ansattes sundhed. Hos SAS havde de et problem, hvor deres bagagepersonale spiste pomfritter og var ofte syge. Her viste det sig, at det var en god forretning, at de ansatte spiste sundere og generelt levede sundere.
”Hvis alle møder op om morgenen og ser godt ud, fordi de får motion, og de får god mad, og de rører sig, og de ser glade ud i kinderne og i øjnene. Det smitter da,” siger Birgitte Escherich.
Den tilgang kan Jacob Møller godt bakke op om.
”Hvis folk vil ryge og lade være med at dyrke motion og spise grillmad og superprocesserede fødevarer, så er det jo svært at kontrollere som arbejdsgiver. Men man kan for eksempel gøre en forskel i sit valg af kantineudbyder,” lyder det fra erhvervsforenings formand.
Den helt rigtige udvikling
Indehaverparret hos Muldiverset må dog erkende, at det kan være svært at ændre holdning og indkøbsvaner blandt befolkningen. I starten havde Muldiverset i forlængelse af restauranten en fødevarebutik, hvor gæsterne kunne købe økologiske og biodynamiske råvarer, som også bruges i restauranten.
”Det gav ikke fornuftig økonomi. Jeg vil egentlig hellere sælge gulerødder end gamle klude. Men dannelsesprojektet lykkedes ikke. Det er næsten umuligt at ændre folks indkøbsvaner,” siger Birgitte Escherich om, hvorfor butikken ændres til at sælge secondhand tøj, bæredygtige husholdningsprodukter og personlige plejeartikler.
Muldiverset har ikke konkrete planer om at udvide forretningen yderligere lige nu.
”Der er nogle lokationer rundt omkring hernede på Sydsjælland, som jeg synes er skønne, hvor jeg godt kunne se, at vi kunne sælge noget smørrebrød,” siger Birgitte Escherich og påpeger, at det vil kræve de rigtige medarbejdere til at drive det, for Kim og Birgitte Escherichs bliver i Stavreby.