Ud at se på svampe
Invitation til 16-19 møde hos Tvedemose
Vordingborg Erhvervsforening inviterer til 16-19 møde. Denne gang skal vi besøge svampeproduktionen Tvedemose, hvor Jens Christian og Kirsten Hansen tager imod.
Tvedemose producerer danske svampe af højeste kvalitet på bæredygtige principper. Virksomheden tager klimaforandringerne seriøst, da det er en af de største udfordringer vi står overfor i nyere tid. Derfor prioriterer Tvedemose bæredygtighed i deres forbrug af ressourcer og deres produktionsmetoder. Derfor besluttede de for 10 år siden, at Tvedemose Champignon skulle produceres uden brug af sprøjtemidler.
De kan se mange fordele ved bæredygtighed både økonomisk og socialt. Tvedemose glæder sig til at invitere Vordingborg Erhvervsforening indenfor og fortælle om deres virksomhed.
Program:
Vi mødes kl. 16.00 på Tvedemose, Tvedemosevej 2, Snesere, 4750 Lundby
Her vil der være foredrag og rundvisning v/Tvedemose.
Kl. 17.30 vil der blive serveret en sandwich samt drikkelse og indtil kl.19 er der rig mulighed for netværk medlemmerne imellem.
Om Tvedemose
Tvedemose Champignon blev startet af den nuværende ejer Jens Christian Hansens far, farfar og morbror i 1963. Gennem mere end 50 år og 3 generationer har familien Hansen oparbejdet en særlig viden om dyrkning og forarbejdning af champignoner på Tvedemose. Tvedemose ligger placeret på Sydsjælland midt imellem Næstved, Vordingborg og Præstø.
Da virksomheden startede i 1963 fremstillede Tvedemose Champignon 30 tons champignon om året. I dag bliver der fremstillet 2000 tons champignon og 15 tons specialsvampe om året. Der plukkes hver dag året rundt og medarbejderstaben tæller 65 fastansatte. Derudover er 75 ungarbejdere i alderen 15-20 år ansat til plukning i helligdage og weekender.
Praktisk information
Arrangementet er gratis at deltage i for medlemmer. Nye medlemmer er altid velkomne.
Tilmeldingsfrist: 07. marts 2022 kl. 12.00