Erhvervsforeningens seneste 16-19 møde hos Bryghuset Møn bød på en sand international oplevelse, hvor eksport til Kina og det netop overståede valg i USA var på dagsordenen.

Vordingborg Erhvervsforening kunne byde 65 fremmødte velkommen i Bryghuset Møns helt nye rammer i Lendemarke lige uden for Stege. Bryghuset drives af de tre ejere David Jensin, Thomas Stecher og Kasper Bøgesal, og det var de to sidstnævnte som bød på velkomst og efterfølgende rundvisning. Aftenen bød på en præsentation, hvor Thomas Stecher fortalte om bryggeriets daglige drift, dets historie og ambitionerne for fremtiden.

Her oplevede de fremmødte fra erhvervsforeningen, hvordan en lokal virksomhed afsøger det globale marked og bevarer sine rødder på Møn.

“Lige nu har vi sendt prøveordre afsted til Kina, for at undersøge om tilladelser kan lade sig gøre og om flaskerne overlever turen. Det har spændende perspektiver, da det jo potentielt kan åbne et helt nyt marked for os. Hvis prøveordren overlever, er vi klar til at sende150.00 flasker i første omgang,” lød det fra Thomas Stecher, mens han fremviste bryggeriets tapperianlæg, som er verdens mindste fuldautomatiske af sin slags.

Efter rundtur i bryggeriets lokaler og historie tog investerings- og likviditetschef i Lollands Bank, Erik Steinbach, over. Han præsenterede en skarp og detaljeret analyse af det nyligt overståede præsidentvalg i USA.

”Udsigten fra bryghusets nye lokation ved Stege Bugt var formidabel, og det samme var stemningen. Thomas bød på en god rundvisning og fremragende øl. Herefter var der spændende indlæg fra investeringschef Erik Steinbach, som gav et modigt og farverigt bud på, hvordan fremtiden kunne tegne sig efter det amerikanske valg. Alt i alt endnu vellykket 16-19 møde, synes vi i bestyrelsen,” lød det efterfølgende fra Vordingborg Erhvervsforenings formand, Dorthe Irvold.

Nye rammer

Bryghuset Møn har gennem det seneste år på at flyttet hele deres operation fra de tidligere lokaler på Priorsvej til en ny og større lokation på Kostervej 35 lige uden for Stege. Flytningen har ikke kun givet mulighed for at optimere deres faciliteter, men også for at vokse markant.

De nye lokaler giver Bryghuset Møn mere end dobbelt så mange kvadratmeter under tag sammenlignet med tidligere, hvilket giver gode forudsætninger for at øge deres produktion. Inden for tre år skal bryghuset have fordoblet produktionen i forhold til nu.

“Vi ser nu, at der er tilgang af kunder, og det er virkelig godt, at få lidt rygvind på den front. Det er en kæmpe opgave at flytte et bryggeri, og det har tæret på kræfterne. Så det er dejligt at se, at vores produkt og salg fortsætter de gode takter,” sagde Thomas Stecher.

Foruden produktionsfordelene giver de nye rammer også et bedre fundament for at invitere kunder og gæster indenfor til smagninger, rundvisninger og arrangementer.

”Vi mangler kun at få et nyt kontor på plads og enkelte småting. Vi har fokuseret på at få produktionen i gang, og det lykkedes vi med,” konkluderede Thomas Stecher.

Godt besøg

For bryghus-ejeren var det godt at få besøg af de mange erhvervsinteresserede.

”Vi plejer at være et godt trækplaster, og det er dejligt at styrke vores netværk lokalt. Og opleve at der er mange som støtter os og vores forretning,” lød det fra Thomas Stecher.

Vordingborg Kommunes borgmester, Mikael Smed, var også blandt de besøgende fra erhvervsforeningen.

”Det var et supergodt arrangement og spændende at høre om bryghusets udvikling gennem flere adresser, og nu med et stort og imponerede setup. Vi har ikke mange eksportvirksomheder i kommunen, så det var interessant at høre om bryghusets fremtidsplaner om potentiel eksport til Kina. Generelt er møderne gode i erhvervsforeningen, og de er blevet endnu bedre til at ”blande” os, så det giver nye muligheder for netværk og gode snakke,” sagde Mikael Smed.

16-19 mødet på Bryghuset Møn var årets sidste. Bestyrelsen i Vordingborg Erhvervsforening glæder sig over den gode energi og store opbakning, der har været til efterårets arrangementer. De ser frem til at kunne annoncere et komplet program for erhvervsaktiviteter i 2025.