Det bliver den svenske energivirksomhed Vattenfall, der modtager Erhvervsprisen 2022 i Vordingborg kommune.
Vattenfall driver Skandinaviens største havvindmøllepark Kriegers Flak i Østersøen, og den serviceres dagligt fra den store og nyanlagte servicestation på Klintholm Havn.
(På billedet set fra venstre: Borgmester Mikael Smed Vordingborg kommune, Leder af Vattenfall på Klintholm Havn Morten Skouboe, Vattenfalls direktør for Danmark Anne Mette Traberg og Mads Krogh, pressechef i Vattenfall)
Borgmester Mikael Smed overrakte Erhvervsprisen 2022 til Vattenfalls danske direktør Anne Mette Traberg ved den store erhvervsprisuddeling torsdag aften i Den Bøhmiske Hal på den tidligere sukkerfabrik i Stege.
I motiveringen for prisen sagde Mikael Smed på vegne af dommerkomiteen:
”Vinderen af Erhvervsprisen 2022 er en virksomhed der har valgt Vordingborg Kommune til. Vattenfall er meget fokuseret på at integrere sig i lokalområdet både hvad angår leverandører, medarbejdere og naboer og de har været med til at skabe liv og erhvervsaktivitet i et område, hvor disse aktiviteter ellers havde været dalende. Vattenfall er en central spiller i den grønne omstilling og det er glædeligt, at de er med til at indfri vores ambition om at være Østdanmarks kraftcenter for grøn energi,” sagde borgmester Mikael Smed, da han overrakte Erhvervsprisen til Anne Mette Traberg fra Vattenfall Danmark.
Vattenfall er meget stolte og glade for Erhvervsprisen 2022.
”Hos Vattenfall er vi enormt glade og stolte over at modtage denne pris. Havvind handler om en fossilfri fremtid og energisikkerhed, men i høj grad også om godt naboskab og arbejdspladser lokalt. Vi gør os umage for at falde godt til i området, og det er dejligt, at vores indsats ser ud til at virke,” siger Anne Mette Traberg, landechef for Vattenfall i Danmark, og fortsætter:
”Vi er blevet rigtig godt modtaget i lokalområdet, både af Vordingborg Kommune og erhvervsforeningen, men også af den lokale borgerforening i Klintholm. Det vil jeg gerne sige en stor tak for.”
Erhvervsprisen i Vordingborg kommune uddeles hvert år til en virksomhed, der har gjort en forskel. I 2021 modtog Insatech Erhvervsprisen.
Prisen uddeles af Vordingborg Erhvervsforening, Vordingborg Kommune, Møns Bank, Lollands Bank og Business Vordingborg.
Dommerkomiteen havde nomineret Viking Malt, Øernes Revision og Vattenfall.
Den Grønne Pris til Salsbjerggård
Den Grønne Pris blev uddelt for anden gang, og tre virksomheder var nomineret til prisen. Det var Nature Energy i Køng, Oremandsgaard Gods og Salsbjerggård.
Modtageren af Den Grønne Pris blev Salsbjerggård.
Erhvervschef Bart Roetink fra Møns Bank sagde blandt andet i begrundelsen for at give Den Grønne Pris til Salsbjerggård:
”Salsbjerggård og Søren Madsen får den grønne pris, fordi han med sit økologiske landbrug har formået at kombinere et traditionsbundet erhverv med den grønne omstilling. Årets vinder er fuldt økologisk og driver et bæredygtigt landbrug og er blandt verdens mest effektive landbrug,” sagde Bart Roetink fra Møns Bank.
Overraskelsesprisen til Charlotte Bagge Hansen
Aftenens tredje pris var den såkaldte overraskelsespris. Overraskelsesprisen er en pris, som kan gå til en virksomhed, en person, et projekt eller lignende. Overraskelsesprisen er speciel at uddele, da det ikke på forhånd er givet, at det skal være en virksomhed, som ved de andre to priser.
I år blev Overrækkelsesprisen givet til en person.
Det var det nyvalgte folketingsmedlem Charlotte Bagge Hansen fra Stege. Hun var desværre blevet syg op til prisuddelingen og var derfor ikke tilstede torsdag aften for at modtage Overraskelsesprisen.
Filialdirektør Finn Petersen fra Lollands Bank sagde blandt andet i begrundelsen for valget af Charlotte Bagge Hansen:
”Vinderen er faktisk både en virksomhed, en person og en forening. Charlotte Bagge Hansen har en veldrevet og meget populær detailbutik i Stege, men det er dog ikke butikken der er begrundelsen for at hun får Overraskelsesprisen. Derimod har hun ved siden af sin forretning i løbet af godt et år, stiftet en lokalliste her i kommunen og opnået valg til kommunalbestyrelsen, herefter har hun opstillet og opnået valg til folketinget. Selvstændig erhvervsdrivende, kommunalpolitiker og folketingspolitiker og fortsat fokus på alle tre dele. En imponerende bedrift på så kort tid, og vi håber det bliver til stor glæde for vores område fremover,” sagde Finn Pedersen, filialdirektør Lollands Bank.
Rekorddeltagelse
Der var 150 deltagere i prisuddelingen, der fandt sted i den Bøhmiske Hal i den tidligere sukkerfabrik i Stege.
Gæstetalere ved den kombinerede nytårskur og erhvervsprisuddeling var Green Power Denmarks direktør Kristian Jensen, der talte om grøn omstilling og det store potentiale den giver for at skabe nye arbejdspladser.
Økonom og kommentator Lars Christiansen gav i sit indlæg alle fremmødte et aktuelt indspark i debatten om hvordan krig, inflation og højere renter påvirker vores hverdag.
Det rekordstore publikum kunne også høre årets nytårstale fra Vordingborg Erhvervsforenings formand Jacob Møller.
Dommerkomitéen 2022
Finn Pedersen, Filialdirektør, Lollands Bank
Bart Gyldenløve Roetink, Erhvervschef, Møns Bank
Pia Wamberg, kommunalbestyrelsesmedlem, Vordingborg Kommune
Bolette Christensen, Direktør, Business Vordingborg
Jakob Helles, Bestyrelsesmedlem, Vordingborg Erhvervsforening
Willi Becke, Bestyrelsesmedlem, Vordingborg Erhvervsforening
Se bileder fra velkomst:
Se billeder fra aftenen: