Borgmesteren og Erhvervsforeningens formand har sat sig i spidsen for et felttog, der skal placere Vordingborg Kaserne centralt i de kommende forhandlinger om det nye forsvarsforlig.

Målet for den fælles offensiv er at der skal komme flere aktiviteter til Vordingborg Kaserne. Det skal både være i form af flere soldater og mere materiel. Det er især antallet af værnepligtige der skal øges, hvis det står til alliancen mellem erhvervsforeningen og kommunen.

Mikael Smed og Jacob Møller

”Vordingborg kaserne er en virkelig veldrevet kaserne. Den er tip top istandsat udvendig som indvendig, og det synes jeg vi skal udnytte helt optimalt. At der også er plads til udvidelse, gør det kun endnu bedre, siger Vordingborgs borgmester Mikael Smed.

Vordingborg Kaserne er i dag en stor, velholdt og moderne kaserne med rigtig gode faciliteter. Den er i dag hjemsted for såvel en hærenhed (Trænregimentets 4. Nationale Støttebataljon) som for Hjemmeværnskommandoen og er kommunens næststørste arbejdsplads med 500 ansatte.

I modsætning til andre kaserner i Danmark er Vordingborg Kaserne i god form.

Oberst Johnny Rahbek Thomsen

”Kasernen er relativ stor kaserne, og den er en velholdt, fremtidssikret og moderniseret kaserne. For enhederne er der gode faciliteter for såvel stabe og operative enheder her på kasernen,” siger garnisonskommandant Oberst Johnny Rahbek Thomsen.

52 ”rekrutter” fra Vordingborg Erhvervsforening samt politikere og medarbejdere fra Vordingborg kommune var onsdag aften på besøg på Vordingborg Kaserne i forbindelse med et 16-19 netværksmøde i Vordingborg Erhvervsforening. Mødet var arrangeret i fællesskab med Vordingborg Kommune.

SE VIDEO

Det var garnisonskommandant Oberst Johnny Rahbek Thomsen og Major Henning Østergaard Nielsen der tog imod og sørgede for rundvisning på det meste af den i øvrigt ret store kaserne. En rundvisning, der blev fulgt op af en grundig orientering om kasernens historie og nuværende aktiviteter samt en debat om hvordan kommune og erhvervsliv sammen kunne løfte opgaven.

Der er i det kommende forsvarsforlig lagt op til at der skal bruges flere ressourcer på mere personel og mere materiel til Forsvaret. Der er gode udviklingsmuligheder i Vordingborg på grund af at der er god plads og den strategisk gode placering.

Derfor gælder det om at få placeret kasernen så tydeligt og centralt hos de politikere, der skal lande det endelige forsvarsforlig.

[visual-link-preview encoded=”eyJ0eXBlIjoiaW50ZXJuYWwiLCJwb3N0Ijo1MTQ3LCJwb3N0X2xhYmVsIjoiSW5kbMOmZyA1MTQ3IC0gRXJodmVydnNmb3JlbmluZ2VuIGJlc8O4Z3RlIFZvcmRpbmdib3JnIEthc2VybmUiLCJ1cmwiOiIiLCJpbWFnZV9pZCI6NTE1MiwiaW1hZ2VfdXJsIjoiaHR0cHM6Ly92b3JkaW5nYm9yZ2VyaHZlcnZzZm9yZW5pbmcuZGsvd3AtY29udGVudC91cGxvYWRzLzIwMjIvMTEvS2FzZXJuZV9iZXNvZWdfMS5qcGciLCJ0aXRsZSI6IkzDhlMgT0dTw4U6IEVyaHZlcnZzZm9yZW5pbmdlbiBiZXPDuGd0ZSBWb3JkaW5nYm9yZyBLYXNlcm5lIiwic3VtbWFyeSI6IjUyIGZyaXNrZSAmIzgyMjA7cmVrcnV0dGVyJiM4MjIxOyBmcmEgVm9yZGluZ2JvcmcgRXJodmVydnNmb3JlbmluZyBvZyBWb3JkaW5nYm9yZyBLb21tdW5lIHZhciBvbnNkYWcgOS4gbm92ZW1iZXIgcMOlIGJlc8O4ZyBww6UgVm9yZGluZ2JvcmcgS2FzZXJuZS4gIiwidGVtcGxhdGUiOiJ1c2VfZGVmYXVsdF9mcm9tX3NldHRpbmdzIn0=”]

Strategisk fællesopgave

Erhvervslivet og kommunen ser det som strategisk opgave at samarbejde om at skaffe flere aktiviteter til kasernen i form af såvel flere enheder, flere værnepligtige og mere materiel.

Vordingborg Erhvervsforening på Vordingborg Kaserne

”Erhvervsforeningen, industrien og kommunen har fuldstændig den samme dagsorden, og den skal vi kæmpe sammen. Det handler om flere tilflyttere, flere skatteborgere og flere unge mennesker. Og hvem kan ikke lide det?” spørger Jacob Møller, formand for Vordingborg Erhvervsforening.

Oberst Johnny Rahbek Thomsen afventer hvad det kommende forsvarsforlig vil betyde for Vordingborg Kaserne.

”Der er plads til at udvide aktiviteterne på kasernen. Vi ser frem til hvad udkommet af forsvarsforliget bliver, og hvis det betyder flere kapaciteter til Vordingborg uanset om det er stabsenheder, operative enheder eller flere værnepligtige, så er der plads til det. Hvis der bliver behov for at udvide, så er der også plads til det. Der er et godt fundament for det der er her allerede og for det der måtte komme i fremtiden,” siger garnisonskommandant Oberst Johnny Rahbek Thomsen.

Forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig er indtil videre sat på standby. Alliancen mellem erhvervsliv og kommunen skal sikre at politikerne på Christiansborg har Vordingborg Kaserne helt fremme og øverst på lystavlen når de endelige beslutninger om fremtidens forsvar bliver taget.

”Det er vigtigt for kommunen og for byen at vi har en stor kaserne og så stor en arbejdsplads at den kan videreudvikle sig og skabe nogle dynamikker, der kommer hele samfundet til gode. Der kan jo være medarbejdere på kasernen hvis koner eller mænd som kan få job i kommunens virksomheder og der kan være unge værnepligtige, der kan skabe et godt ungeliv i byen. Derfor er det vigtigt at have en god og stærk kaserne,” siger Mikael Smed.