Fredag den 3. august blev der kørt 3. etape af PostNord Danmark Rundt. – En strækning fra Næstved til Vordingborg med Masterstart på Bredestræde i Næstved kl. 12:55. Rytterne skulle ved denne etape bl.a. køre gennem Præstø, Jungshoved, Kalvehave, Stege, Møns Klint og til Vordingborg by. Etapen blev afsluttet godt fire timer senere med tre omgange á 4,5 km med opløb ved Gåsetårnet. – En samlet etape på 178,4 km, hvor vi fik fornøjelsen af at se opløbet på Slotstorvet i Vordingborg!

Vordingborg Erhvervsforening havde i samarbejde med VisitSydsjælland-Møn og Vordingborg Erhverv A/S planlagt et netværksarrangement i forbindelse med opløbet af 3. etape i Vordingborg by. Netværksarrangementet blev afholdt hos SydkystDanmark fra kl. 15:00, hvor godt 50 cykelinteresserede deltog.

Arrangementet blev skudt i gang med velkomst ved Martin HH Bender, direktør for VisitSydsjælland-Møn og Thomas E. R. Jakobsen, City Manager hos Vordingborg Erhverv A/S.

Eftermiddagen bød herefter på et interessant indlæg ved Jacob Themsen Duvander – en lokal mand fra Vordingborg, som har sat sig for at gennemføre verdens hårdeste cykelløb, Race Across America i 2019. – Et cykelløb på godt 4900 km! Jacob fortalte bl.a. om sin træning op til cykelløbet, at netop dette er den vildeste udfordring for ham samt om den fysiske, mentale og personlige udvikling, som han gennemgår undervejs.

Under netværksarrangementet nød vi lidt godt til ganen og fik også glæden af smagsprøver på lokal gin og limonader fra Isle of Møn – lavet på naturlige ingredienser fra lokalområdet! Under hele netværksarrangementet var der rig mulighed for at netværke deltagerne imellem.

Efter arrangementet gik vi ud på Slotstorvet for at følge opløbet og se alle rytterne komme i mål.

Det var en spændende eftermiddag med en god og stemningsfyldt optakt til afslutningen på 3. etape!

Vinderen af 3. etape blev Tim Merlier fra Belgien!