Tirsdag den 30. maj 2017 åbnede Bryghuset Møn dørerne op for Erhvervsforeningens første 16-19 møde i år! Omkring 30 af Vordingborg Erhvervsforenings medlemmer deltog ved dette spændende arrangement, hvor vi blev meget klogere på Bryghuset Møn.
Som man kan se på billedet ovenfor, blev vi indledningsvis budt velkommen på deres kontor af Thomas Stecher, hvorefter Thomas, Kasper Bøgedal, David Jensin og brygmesteren Sven Austel hver især præsenterede sig og fortalte omkring deres rolle i Bryghuset.
Vi fik fortalt historien omkring bryghuset, specielt fra overtagelsen efter Ivan Luffe, og historien bag deres forskellige slags øl, ingredienserne samt måden hvorpå øllene brygges, hvor imens vi fik skænket øl fra 4 af deres kendte mærker – og der blev ikke sparet på noget!
Den første øl der blev smagt på var den økologiske pilsner, som blev nydt på kontoret blandt deltagerne mens Thomas fortalte historien om, da de overtog Bryghuset Møn efter Ivan Luffe i 2012.
Næste smagsprøve var øllen Kong Asgers Hvede – en frisk hvedeøl, som brygmesteren selv omtalte som en “Weissbier” tilpasset det danske marked. En øl der blandt andet indeholder citrongræs og koriander.
Vi fik fortalt, at alle deres øl brygges på naturlige ingredienser. Deres øl består blandt andet af byg, hvede, rug og havre, som så maltes og herefter ristes. Hårdheden af ristningen varierer alt efter om der skal brygges en lys eller mørk øl – en hård ristning resulterer i en mørk øl.
Herefter blev vi vist ind i selve bryggeriet, hvor brygmester Sven overtog og fortalte omkring brygningen – herunder gæringen og lagringen af de forskellige øl, således de når den ønskede kvalitet. Imens blev der serveret den tredje smagsprøve, som var øllen Liselund India Pale Ale, der er deres mest solgte øl – en øl der beskrives som aromatisk og lidt bitter men drikkevenlig. Som Sven utrykte: “Man skal gerne kunne drikke et par stykker mere.”
Efterfølgende blev vi vist ind til der hvor øllene bliver tappet, pakket og gjort klar til at blive distribueret ud til deres udvalgte forhandlere. Vi blev også vist igennem deres lager, som opbevarede deres større sortiment af øl, saft og Møn Vand.
Afslutningsvis kom vi tilbage på kontoret, hvor der ventede en overdådig buffet med forskellige små tapasretter og dertilhørende drikkevarer – igen blev der ikke sparet på noget!
En fuldstændig gennemført aften, der rundede af med, at formanden Christian Brix-Hansen overrakte Thomas, Kasper, David og Sven en gavekurv som tak for en interessant og lærerig eftermiddag/ aften, hvor vi lærte meget om Bryghuset Møn og samtidig blev meget klogere på ølbrygning af kvalitet og værdierne bag brygningen.
Det var en aften hvor der også blev netværket en masse blandt de deltagende medlemmer, som i øvrigt alle fik foræret et af Bryghuset Møns specielle ølglas til minde om en dejlig aften.